Pædagogisk Fundament

Dynamisk læring er vores pædagogiske tilgang og hele vores fundament. Det er opbygget af mange delelementer, der tilsammen skaber vores gode resultater og samtidig giver en skoledag langt fra den, deltagerne kender derhjemme. Kort sagt, så er det, der gør os til +Camp. Nedenfor kan I læse om de enkelte delelementer og hvordan en dag på +Camp er opbygget.

Ingen er ens og alle lærer forskelligt. Derfor kræver det mange ressourcer at gennemføre en differentieret og nærværende undervisning. Vi har derfor et stort hold kompetente og engagerede undervisere med os, der består af både erfarne lærere og entusiastiske lærerstuderende. Vi har minimum en underviser pr. femte barn, hvilket muliggør den faglige fremgang på så kort tid. Underviserne følger sine kontaktbørn i medgang og modgang og sørger i sidste ende for, at barnet tager fra camp med rygsækken fuld af succesoplevelser.

For at skræddersy undervisningen til den enkelte testes børnene dagligt – både før og efter undervisningen. Eftertesten viser hvorvidt deltageren har haft en stor eller lille effekt af dagens undervisning og om eleven mestrer det lærte stof eller om noget skal repeteres igen. Testenes bliver derved lærernes redskab til at kunne skræddersy undervisningen og til at tilpasse læringsværkstederne efter deltagernes forskellige styrker og udfordringer. Testene bruges ikke til at vurdere deltagerne, men bruges især til at vise deltagerne, deres egen daglige fremgang. Det er især når de ser denne daglige fremgang, at selvtilliden blomstrer og at det bliver meget sjovere at lære.

Uden mad og drikke, duer helten ikke og her på camp er vi i gang hele dagen og bruger meget energi. Derfor spiser vi også 6 nærende måltider dagligt. Vi er ikke en helse camp, men for at få mest ud af den korte tid, så er der tænkt over, hvad deltagerne skal have at spise. Vi udelukker ikke sukker, men vil gerne selv kunne styre hvor meget deltagerne får og hvornår de får det. Derfor anbefaler vi, at forældre ikke giver deltagerne slik og sodavand med i tasken, men lader os om at hygge om dem.

Gode sociale rammer skaber en tryg læringssituation. Derfor vægtes de sociale aktiviteter højt og vi bruger både tid og kræfter på at opbygge et stærkt campfællesskab, der i sidste ende også bidrager til det sociale boost, som størstedelen af deltagerne oplever.
De sociale aktiviteter kan bestå af alt mellem himmel og jord og varierer alt efter hvilke kreative ideer vores instruktører kommer med. Det eneste krav vi opstiller er at det skal bidrage til, at deltagerne kommer tættere på hinanden.

Hvem siger, at undervisning skal foregå i et kedeligt klasselokale, når det kan foregå i skoven, på stranden eller på fodboldbanen? Vi prioriterer højt, at børnene kommer ud i naturgrønne omgivelser, hvor der er fredeligt og fyldt med inspiration. Vi tror på, at det at sidde i skyggen af et træ og læse, løbe ene/ende kapløb på plænen eller løse ligninger i vandkanten, motiverer børnene til at yde mere. Det kan dog godt ske i Danmark, at vejret ikke er med os, men så laver vi klassen om til et lærings- og legeværksted. Det vigtigste for os er dog hele tiden, at have den enkeltes præferencer i mente og skabe et læringsmiljø der tilgodeser disse. .

De fleste har allerede hørt om de 4 læringsstile, og flere teorier bygger på, at man har én bestemt læringsstil. Men hvorfor ikke benytte alle sanser, når vi lærer? Og kan man ikke godt have mere end en læringsstil afhængig af hvad man præsenteres for? Måske har du brug for den ene metode i dansk og en anden i matematik.
Vi har erfaret at nøgleordet for en god undervisning, der skaber resultater, er variation. Der skal være en balancegang mellem teori og praksis – ikke at gro fast i sædet, men heller ikke kun lege hele tiden. Derfor benytter vi os af alle 4 læringsstile i løbet af en dag på +Camp.